Risikobaseret tankegang i den nye ISO9001 standard

Med de nye revisioner af standarderne for Ledelsessystemer ISO9001 og 14001, er der kommet mere opmærksomhed på virksomhedens eller organisationens  “risici”. Det beskrives som: At virksomheden skal “ planlægge og implementere risikobaseret tankegang ” og adressere såvel risici som muligheder.

Det giver mig anledning til at reflektere lidt over dette begreb, og måske sætte det i et anderledes perspektiv, end de fleste ser det?

Findes risici?

Når der almindeligvis skrives eller tales om risici, er det på en form, som om de “findes” derude? Hvis en risiko “findes” kan den analyseres, og man kan “lede” efter den. Risici forbindes med usikkerhed, og at styre risici vil i den tankegang være at reducere eller fjerne en sådan usikkerhed.

Ses dette igennem systemisk-kybernetiske briller, vil livet og det levende som sådan være at betragte som usikkert. 

At leve ER usikkert! 

Man dør f.eks. af det, og tegnet på AT noget er levende og ikke fremstår som en maskine ER, at det kan dø, – og i øvrigt på en gang synes ganske skrøbeligt og temmelig robust. 

Risici opfindes

En risiko “findes” ikke. Hvis det “at leve” er forbundet med høj usikkerhed, vil ingen ved sine fulde fem kalde “livet” for en risiko?

Risici OPFINDES af en iagttager. Det er med andre ord ikke en analytisk proces, hvor noget, som allerede ER der, blot skal kortlægges, men en kreativ proces, hvor noget der ikke er der, skal skabes.

For den angste vil der være mange risici forbundet med f.eks. at køre i bil. For den kompetente vil alle disse risici være netop DET, som gør det sjovt at sidde bagved rattet.

Tænk for et kort øjeblik på en rallykører. For ham eller hende er den udfordrende grusvej den, der inviterer til køreglæde og kunstfærdig kørsel. Den er overhovedet ikke “sikker”. Naturligvis er bilen forsynet med ekstra beskyttelse – hvilket også er en konsekvens af kompetence og erfaring .

Kompetence

At opøve en kompetence betyder at kunne bevæge sig opmærksomt og aktivt handlende i uforudsigelig forandring.

At være opmærksom betyder IKKE at være forudseende, men at være bevidst sansende lige netop i dette øjeblik. 

Den forudseende vil derimod forsøge at planlægge sig ud af usikkerhed igennem kontrol. Kontrol reducerer bevægelighed.

Den opmærksomme vil udvikle kompetence i sin bevægelighed, og derigennem – uden forsinkelse – kunne handle ind i det, der sker, og ikke ud af det, der sker.

Nu behøver det ikke at være enten – eller. Hvis jeg har erfaringer med at fælde træer, og er startet i det små, ved jeg – af egen erfaring – at jeg kan få grene i hovedet, når jeg saver med motorsaven. At bære sikkerhedsudstyr bliver derfor til en del af sin kompetence.

Hvilken betydning får det for en “ Risikobaseret tankegang ”, om risici og muligheder ses som noget, der kan findes, eller alternativt som noget der skal opfindes og konstrueres igennem iagttagelse i den aktuelle handling, der finder sted?

Nøglen hedder kompetence.

Reducere opmærksomhed?

Måske ser jeg den største risiko overhovedet, at en virksomhed igennem sin stræben efter at gøre det, der i sin natur er fuldstændigt uforudsigeligt – “sikkert”, vil planlægge og styre igennem forud definerede regler og instrukser og deraf følgende dokumentation, som reelt REDUCERER opmærksomheden fra det, der er væsentligt i ethvert givent øjeblik?

Lad mig give et eksempel fra sundhedsvæsenet.

Hvis nogen ser det som en stor risiko for virksomheden, at vi ikke er i stand til at dokumentere alt, hvad der aftales med patienter – af hensyn til senere klager – så vil et krav om f.eks. at fastholde alle aftaler på skrift, tage voldsom megen spontanitet, tid og menneskelighed væk fra møder med mennesker. 

Netop kompetencen til at vise empati vil samtidig være det, som er med til at skabe bedst mulige betingelser for at samme patienter føler sig trygge og set.

Spørgsmålet vil være, hvilken kompetence der skal til for at favne disse modsatrettede bevægelser i mødet? KAN mennesker – både medarbejdere og patienter – der alle “udgør” den levende organisation, virkeligt styres meningsfyldt igennem instrukser i dette spørgsmål? Eller handler det mere om at fremme en bevidsthed om at vigtige aftaler kan blive glemt, og derfor skal huskes på en måde – der kan variere fra menneske til menneske, afdeling til afdeling og IKKE overlades til tilfældighederne?

Kan en sådan beslutning gøres til en del af den løbende kontakt, eller skal den virkelig lægges ned over alle samtaler som en fast skabelon?

Fremme spontanitet og bevægelighed

En organisation kan igennem sin iver efter at gøre det usikre sikkert – igennem planlægning og analyser, miste den kompetente spontanitet og umiddelbare bevægelighed som på alle niveauer gør, at muligheder ses, og at der handles på dem.

Risikobaseret tankegang i ledelse handler således om at stille sig selv spørgsmålet:

Hvordan fremmer vi på alle niveauer i vores organisation, at mennesker bevæger sig opmærksomt og bevidst ind i de muligheder der opstår, og med de risici der skabes? Herunder at dette løbende synliggøres og kommunikeres på en måde, så vi kan lære af det?

For den der kender til at ride på en hest, vil det være lysende klart, at der ikke er meget, som kan planlægges der. Dog vil den uerfarne betragte det som værende en højrisiko aktivitet.

Når den kompetente rytter finder en fælles bevægelse med hesten, opstår der også en fælles opmærksomhed. Hvad der før kunne være en ambition om at “styre” hesten, bliver nu til gensidige invitationer til at bevæge sig sammen i den harmoni, der løbende opstår i symbiose med de omgivelser, der rides i. Hesten vil f.eks. i terrænet ganske ofte være “den mest kompetente” af de to .

Dette muliggøres, hvor der “spændes af” og gives plads til ubesværet bevægelse hos både rytter og hest. I virkeligheden handler det om sanselighed: Nuanceret at se og sanse i hvert eneste øjeblik. 

Vejen går IKKE igennem instruktioner og planer, men igennem fordybelse og læring: Begejstring for det som gøres, imens det gøres. Hov der opfandt jeg så lige en ny “risiko”: “At virksomhedens iver efter at planlægge og styre, kvæler medarbejdernes begejstring, kreativitet, glæde og lyst til at åbne sig for livets foranderlighed”