Afvigelser er nødvendige

Afvigelser er helt nødvendige for at lære. En organisation eller et system, der over en kam vil forebygge eller forhindre afvigelser, vil ødelægge sit livsgrundlag

At opfatte afvigelser

Det måske vigtigste overhovedet – i forhold til at lære hvad som helst – vil være evnen til at opfatte afvigelser.

Alle sanser i min krop fungerer på den måde. De gør mig i stand til at skelne.

Det første, jeg lærer at skelne vil være imellem “mig” og min “omverden”.

At jeg adskiller mig fra den og samtidig lever tæt forbundet med den. At jeg er et selvstændigt individ, og at alt hvad jeg gør, vil forandre og bevæge ikke bare mig, men også mine omgivelser og alt omkring mig.

Denne skelnen er fuldstændigt afgørende for at sanse medfølelse. Mennesker, hos hvem den ikke er særligt udviklet, ser verden egocentrisk.

At sanse forskellen – dvs afvigelsen – imellem mig og den anden, bliver det, som gør, at jeg også kan “genkende mig” i den anden, på trods af forskelligheden. Uanset hvilket levende væsen det så måtte være, jeg ser.

Dermed vil jeg kunne handle bevidst opmærksomt overfor den, som jeg selv ønsker, at der måtte handles overfor mig.

At lære betyder at skelne stadig finere.

At lære og kvalificere sig, betyder at kunne skelne finere og finere nuancer – dvs. afvigelser og forskelle. Det åbner for, at “det mulige kontinuerligt øges” – og dermed for erkendelsen af, at der ikke er nogen ende for læring.

Al uddannelse skulle i mine øjne føre til et højere niveau af kvalificeret U-videnhed, i stedet for – som det er tilfældet i i vores samfund – til en forståelse af at være blevet udlært.….

Forudsigelses-fejl

Når, jeg bevæger mig efter noget, sker det igennem kroppens forudsigelse og evne til at korrigere en oplevet “fejl”. “Fejl” forstået som en afvigelse i imellem den aktuelle bevægelse i forhold til den forventede. (Altså IKKE som et spørgsmål om “rigtigt” eller “forkert”.)

Denne evne til at sanse fejl i såvel sig selv SOM hos “den anden” gør, at det er så nyttigt at lære noget sammen.

Vi kan blive hinandens bevidste spejl, ved simultant at opfatte vores “egen” bevægelse, som den udtrykkes i det øjeblikkelige møde – i den “andens” bevægelse. Altså også at SE absurditeten i at afgrænse sin bevægelse fra den andens bevægelse.

En følge af dette vil være, at jeg ikke længere vil tænke i “aktion og reaktion”, men i stedet i “forbindelse”, “sammenhæng” og “hvordan der bevæges”

Det er den bevidste opfattelse af “fejl” og “afvigelser”, der indikerer, om vi er bevidst opmærksomme.

Hjernen forudser – dvs . skaber selv – langt flere visuelle indtryk end den modtager. Det er måske dens vigtigste funktion: At konstruere forudsigelser, og reagere på oplevede fejl?

Igen og igen oplever den så, at disse forudsigelser ikke holder stik. Sådanne forudsigelses-fejl vil opleves som forstyrrelser. Uden dem føles alt gabende kedeligt. Intet ville være “nyt”, “sjovt” eller noget jeg kunne lære af.

Arkitekter for egen perception

Nu er det tilsyneladende sådan, at det, vi opfatter, ikke er det, som er. Vi er “arkitekter” til vores egen perception. Vi simulerer verden ud fra koncepter, vi overtager, ombygger, eller selv skaber.

I jo højere grad vi vil fastholde disse måder at simulere verden på, og er uvillige til at lade os overraske af “forudsigelses-fejl”, jo mindre kan vi lære.

For ikke at tale om: At jo kedeligere opleves livet og jo mere søges efter underholdning.

Når koncepter fastholdes

Hvad kan så få os til at fastholde vores koncepter? Vel først og fremmest trangen til at føle samhørighed med en gruppe: Et menings- og holdningsfællesskab. I sådanne fællesskaber vil det i vidt omfang handle om at leve op til bestemte “standarder og normer”.

Sjovt nok bliver så det, som holder specielt sådanne fællesskaber sammen, deres evne til at registrere fejl og afvigelser fra disse standarder, at handle på dem og løbende reducere dem.

Samtidig vil lige netop det gøre fællesskabet stadig mere sårbart og trægt i forhold til at lære af – og bevæge sig med de forandringer, som uvægerligt vil ske såvel indenfor som udenfor fællesskabet…..