Instruktioner virker ikke, gør noget andet!

Jeg handler, når jeg sanser – ikke ved at læse en instruktion. Igennem mange årtier har det været en gængs opfattelse at en virksomheds styring med fordel kan dokumenteres igennem procedurer og instruktioner – altså ved hjælp af nedskrevne regler?

Det må kunne regnes i milliarder, hvor mange dokumenter af den karakter, der sprøjtes ud til medarbejdere i organisationer i hele verden? Indførelsen af IT-systemer har ikke gjort det mindre. Tværtimod.

I dag kan enhver med den rette opsætning i et dokument, få selv det mest vanvittige indhold til at se smukt og professionelt ud.

Aldrig er der blevet skabt så meget vrøvl på skrift, som siden Word blev opfundet!

Hvad får mig til at skrive dette?

Jeg gør det på baggrund af næsten 30 års samarbejde med et stort antal små og store virksomheder og organisationer i alle mulige brancher – om at undersøge og forbedre styring og ledelse. Herunder: Hvordan vi på den mest enkle og u-bureaukratiske måde kan skaffe bevis for at “der er styr på det” overfor vigtige interessenter. Enten i form af et certificeret eller certificer-bart dokumenteret ledelsessystem, eller simpelthen blot som “at skaffe fælles fodslag i ledelsen om, hvad der virker godt.”

Det virker ikke at give noget at læse

Projekter, der igen og igen har vist, at det IKKE er ved at give mennesker instruktioner, de skal læse, at der etableres en troværdig styrings- og ledelseskultur, men ved at have tillid til – og skabe rum for at udvikle de rette kompetencer i kontinuerlig forandring.

Hvad vil det sige “at styre”?

“At styre noget” betyder “at korrigere bevægelse”.

En maskine

En maskine er designet til at fungere forudsigeligt. Den opbygges såvel matematisk som mekanisk bestemt, og indrettes til at fungere i nogle omgivelser der bl.a. skal forsyne og betjene den.

Styringen af den, handler om at reducere afvigelser fra disse omgivelser – der altså også inkluderer de mennesker, som skal styre den. Afvigelser forstået som: “Forskelle fra de forudsætninger som maskinen er designet til at operere i”.

Noget levende

Hvis jeg vil styre noget levende – bakterier, en hest, en hund eller et andet menneske – ser det anderledes ud. Livet er karakteriseret ved at handle impulsivt af-sig selv. Det er i sin natur uforudsigeligt:

Dvs. at styring her betyder:

“At skabe invitationer der er så attraktive, eller forstyrrelser der er så irriterende, at det levende “af-sig-selv” handler i en mere ønskværdig retning, end hvis disse invitationer/irritationer ikke var til stede”

Ledelse vil jeg i begge tilfælde forenklet karakterisere som: “Intention i handling”. Dvs.: At tage kontakt, handle og give retning. Styring bliver til en disciplin i ledelse.

Programmering og instruktioner

En meget væsentlig del af maskiners design er deres “programmering”. De følger et forud fastlagt mønster, som ikke ændrer sig af-sig-selv, men er bundet til sit design. Hvis jeg vil ændre på maskinen kan jeg gøre det ved at omprogrammere den. Give den nogle nye instruktioner, ændre rækkefølger og betingelser.

Et menneske fungerer fundamentalt anderledes.

At handle er at sanse

Det er min erfaring fra mange hundreder af workshops for ledere, at de fleste tænker, at vi handler ud fra vores ide om verden? Hvis det fungerer sådan, vil det betyde, at vi blot skal implantere en ny ide i mennesker, og så handler de anderledes? Nu anvendes ordet “implantere” ikke så ofte i ledelsesteori. Det er erstattet af ordet “Implementere” – og jeg får ganske ofte på fornemmelsen at de to begreber anvendes næsten synonymt.

Reflekter er øjeblik! Hvad får dig til at drikke vand, gå på toilettet, spise, sove, gabe, trække vejret, snorke, klø dig i nakken, dreje hovedet osv.?

Er det affødt af en ide om noget eller opstår bevægelse af, at der sanses?

Vores handlinger udløses ikke af tanker, men af sansning. Sansning hænger sammen med bevægelse. Når jeg bevæger mig, sanser jeg andet, end når jeg forholder mig i ro.

Bevægelse ER at sanse, at sanse ER at bevæge.

Kroppen transmitterer bevægelse

Min krop er simpelthen udviklet til at respondere på bevægelse i mine omgivelser. I mit øre bevæges f.eks. små knogler og membraner af bevægelse i luften fra omgivelserne. Herfra omsættes bevægelsen “derude” simultant til bevægelse i hele min krop “derinde”. Også i mit intellekt. Vi kalder det for “lyd”

Intellekt

Intellektets bevægelse – bliver til den “betydning” eller “mening”, jeg har “lært” at give det, som sanses.

At betydningen – altså tanken – ikke ER bevægelsen eller det, den beskriver, må være klart for enhver? Jeg kan ikke drikke vand af ordet “glas”. Jeg kan ikke ride på ideen om en hest. Jeg kysses ikke ved, at nogen siger “kys” til mig.

Opdragelse og skole

Det som almindeligvis kaldes for “opdragelse” eller “skolegang” handler om at indprente børn nogle helt bestemt betydninger af helt specifikke sansninger:

“Når du hører en klokke ringe betyder det at du skal gå ind til timen!” Det var f.eks. vigtigt for de industrifolk i 1800 tallet, som skulle bruge pligtopfyldende soldater og arbejdere, og som derfor betalte for nogle af de første offentlige skoler med helt klare krav til, hvordan børn skulle afrettes.

På den måde kan den betydning, jeg giver min sansning, fordrejes af mine koncepter. Vi sanser ikke “bare” – efter vores opdragelse og skolegang, vi sanser efter noget.

Koncepter

Disse koncepter udvikles igennem vores erfaringer og konditioneres af vores underviseres overbevisninger om, hvad der er rigtigt og forkert. På den måde tilegner vi os et sprog, hvilket naturligvis er ganske nyttigt, når vi vil kommunikere med hinanden.

Det magiske i alt dette er så, at bevægelsen går begge veje i vores krop. Jeg kan også udløse en bestemt sansning og bevægelse, blot ved at tænke på noget bestemt.

Ordentlighed – at bremse impuls

Disse koncepter og ideer har den helt væsentlige og tiltænkte funktion at opdrage os ud af spontanitet og impuls. Børn fødes impulsive, kreative og lystne. Det er frygteligt uordentligt og besværligt. Derfor opdrager vi dem til at blive “ordentlige”. Midlet er angst og ambitionen efter at få accept (…også angst for ikke at få den).

Måden det sker på, er bl.a. ved at forlange, “at de skal tænke sig om, før de handler” og “opføre sig ordentligt!”. Hvilket i al sin enkelthed betyder, at de tillærte koncepter, skal bremse det spontane og impulsive.

I virkeligheden er det alt levende søger: anerkendelse og ikke den vurdering som ligger i en accept. Noget at det første, vi lærer, er imidlertid, at vi får opmærksomhed, når vi er “søde” og “dygtige” – altså betinget. Dermed kommer vi til at forveksle denne anerkendelse med accept og vurdering. En misforståelse der følger os igennem hele livet, hver gang vi måles, vejes og bedømmes for alt muligt!

Opdrages til forudsigelighed

Vi uddannes og opdrages ind i forudsigelighed: Til at fungere som programmerbare maskiner der blot skal have nye instruktioner for at gøre noget andet i dag end i går.

Problemet er så bare, at det ikke virker særligt godt i det øjeblik at angsten forsvinder, eller ambitionen om at blive accepteret bliver mindre.

Teenagere

Enhver forælder oplever, at i det øjeblik en teenager hellere vil accepteres af sine kammerater og ikke længere er angst for mor og far – da hjælper det ikke en dyt at sige noget længere. Selv det at skrue op for truslerne har typisk den stik modsatte effekt.

“Opdragelsen” overtages af gruppen som han/hun vil tilhøre, og sker igen ved “at der sanses og handles” – stærkt underbygget af en spirende seksualitet der gør det endnu mere vigtigt at “blive set” – ikke af mor og far – men af de som synes attraktive i den henseende.

HUSK HJELMEN!

Når selv det mest simple skilt med ordlyden: “HUSK HJELMEN!” ikke virker særligt godt som instruktion betragtet. Hvordan i alverden skal længere instruktioner og procedurebeskrivelser så gøre det?

Jeg tager først og fremmest hjelm på, hvis jeg sanser at den er behagelig, praktisk og nyttig.

Hvis det er forbundet med stor angst at blive “fanget” uden hjelm på, så gøres det måske også? I så fald som en “bremse” på impulsen til ikke at gøre det.

Hvis jeg har erfaret – altså sanset – at få noget i hovedet, eller set min kollega få det, så kan motivationen også være impulsiv.

Det ER ikke skiltet – instruktioner eller procedurerene, der virker!

Hvis du vil inspireres til at høre om alternativer til at styre igennem nedskrevne regler og instrukser, så tøv ikke med at kontakte mig.

Læs evt også : “ledelsespraksis – ikke procedurer”