verdensmål

DE 17 VERDENSMÅL

Længe før “Brundtland-tiden” med rapporten i 1987 “Vores fælles fremtid” har jeg været optaget af økologi og perspektiver for bevarelse af vores livsgrundlag – både privat og i professionelt regi.

I 2015 kom FN med sine “17 Verdensmål” som en bud på en “bæredygtig dagsorden”. Som det var tilfældet i 1987 anvendes begrebet “bæredygtighed” og der tales om at sætte mål.

For de fleste mennesker synes det relevant og rigtigt at diskutere mål.

At den voldsomme fokus på mål, måske mest af alt er udtryk for en ledelsesfilosofi der har sin rod i USA, som det udprægede konkurrence- og forbrugersamfund det er, tænker færre over?

Igennem de mange år jeg har haft min gang i organisationer og virksomheder – og i utallige samtaler med mennesker om såvel private og professionelle temaer, er det blevet lysende klart for mig, hvor meget måden vi kommunikerer på betyder, for det vi gør.

Som vi kommunikerer, bevæger vi os. Som vi bevæger os, kommunikerer vi.

Jeg vil udtrykke det som i følgende grundantagelse/hypotese:

Spænding

Hvis jeg konsekvent taler om alt det, jeg skal nå til et bestemt tidspunkt og med et forventet resultat, vil ikke bare mit sind, men hele min krop indstille sig på noget som endnu ikke er realitet men en forventning.

Forventninger skaber spænding.

Se bare på et barn, der er “spændt” på noget, hvis du er i tvivl og ikke kan sanse det i dig selv!

Sind og krop fungerer som et sammenhængende bevægelsessystem.

Vi opdrages til at være spændte (eller angste). Det gøres ved enten at skabe en forening om en belønning eller angst for ikke at lykkes. En angst der fra de tidlige år knyttes til vores identitet igennem en klar forventning om, at vi skal “blive til noget eller nogen”. Jo mere anspændte vi er, jo lettere kan vi kontrolleres og styres.

Vi skal have succes i livet og klare os godt! En succes der gerne måles efter den målestok vores forældre, og senere den gruppe vi gerne vil være en del af, anvender. Vi lærer “at bruge de midler der skal til”, for at opfylde denne drøm.

Det, der kendetegner en drøm er, at den ikke er “virkelig”. Den fungerer som et fatamorgana – en illusion der i sidste ende baserer sig på vores erfaringer.

Jeg kan ikke tænke en eneste tanke uden at den på en eller anden måde har afsæt i noget erfaret.

Mål-paradigmet er blevet det ideal, som ødelægger

Dette mål-paradigme og (måle-paradigme) har bredt sig over hele kloden med forrygende hast: Drømmene bliver vigtigere end realiteten.

At “sætte sig mål, og gå igennem alt for at nå dem” er blevet til et ideal. Ja… det ideal, som ødelægger livsgrundlaget for os alle sammen i min optik!

Det gør os til forbrugere af alt. Forbrugere der er optaget af, hvad de kan få UD af noget – og af hinanden. En ide om at værdi ligger i, hvordan noget udnyttes bedst muligt som et middel til at opnå noget andet, om det så er “lykke”, “succes”, velstand eller “karriere”… eller som det alt overskyggende: “At fremstå som en NOGEN, der er noget særligt!”.

Er der et alternativ?

Men hallo! Hvis “mål” gør dette ved os, hvad er så alternativet? Giver det f.eks. ikke mening at tale om “bæredygtige verdensmål”?

Det kan meget vel være nyttigt at pege på områder i verden, hvor der tydeligvis er behov for en helt anderledes måde at handle på.

Netop det bliver spørgsmålet:

Hvad er det for en praksis, vi har behov for?

Hvad er det for en praksis der skal til, hvis vi reelt vil eksistere som organisation på en måde, så vi ikke ødelægger vores livsgrundlag?

Enhver kan formulere fantastiske mål. Om de nu er SMARTE eller hvad de er, gør ingen forskel for mig. De fremstår som illusioner.

Livet leves igennem konkret praksis og kompetent handlen. Af en “god” praksis kommer resultaterne af sig selv.

ER en del af min praksis at kommunikere drømme (mål) – vil jeg invitere mennesker til at blive til drømmere. (..Det er det som forbruger- og forbrugssamfundet ønsker sig!)

Er en del af min praksis at fordybe mig i, hvordan min praksis virker, hvilke sammenhænge den fungerer i – dvs. påvirker og påvirkes af – og ikke mindst hvad jeg gør eller hvori den består… Så vil det invitere mennesker til at være optaget af at handle og lære.

Dette kræver et paradigmeskifte, som kan være meget svært at se med en tænkning, der er så præget af mål- konkurrence og udbyttetænkning, som megen ledelsesfilosofi er det.

For mig at se er det nødvendigt, hvis FN-s verdensmål skal give mening.

Strategier

Virksomhedsstrategier skal væsentligt ændre karakter…

Måske skal de handle om:

At identificere sammenhænge af relevans for såvel organisationen og dens omgivelser, der kan udgøre en konkret eller potentiel risiko og mulighed for at leve sundt – uden at skade eller forringe livsvilkårene, nu og fremadrettet.

Sammen skabe rammer, der gør det muligt kontinuerligt at erfare (dvs. lære) og udvikle en praksis, der samlet set – som praksis betragtet – reelt forbedrer livsgrundlaget (globalt).

De 16 verdensmål eller områder som FN har peget på, hænger alle sammen. Det interessante ved dem er ikke at se dem hver for sig, men at få øje på, hvordan de reelt er uløseligt forbundet med hinanden.

Det er let som virksomhed at drømme sig til at “kun et eller to af disse verdensmål er relevante for os…”